Det er i fredag aften i Fargo. Grundet forfærdelige minusgrader i omegnen af 25 er veje og fortov dækket af et spejlglat islag, som dagen igennem har ført til klukkende amerikanere grundet tonsvis af flyvende udvekslingsstuderende i alt for sommerorienteret fodtøj. På en dag som denne føles det aldeles oplagt at gøre sit første bekendtskab med polarstatens absolut mest populære sport: ishockey. Under køreturen mod hockeyarenaen i den vestlige del af byen forsøger jeg at få styr på mine forventninger til aftenens kamp. Jeg har meget få hockeyerfaringer fra hjembyen Aalborg, men jeg erindrer dog en våd hockeyaften i den ældgamle skøjtehal, hvor øl og landmandsnavne som Ronni, Åke og Heinz fløj igennem luften, og hvor det gennemsnitlige intelligensniveau kunne måles på richterskalaen.
Til aftenens kamp skal det lokale ungdomshold, Fargo Force, forsøge at forsvare sin førerposition i den nationale ungdomsliga. Holdet er spritnyt og består af brunstige unge mænd i alderen 16-18 år. Navnet Fargo Force opstod i en radiokonkurrence, hvor stationens lyttere blev bedt om at komme med ideer til det nye holds navn, og lytteren med det bedste navnforslag blev tildelt sæsonkort til holdets hjemmekampe. Fargo Force!! Efter en fem minutters brainstorm har jeg allerede kommet på et langt bedre og mere sigende navn: Fargo Farmers. North Dakota er da indbegrebet af en landmandsstat, og set i lyset af min opfattelse af en hockeyfan som en brunstig landmand med en øl og en hotdog i hver hånd mener jeg, at navnet råder over en vis sandhed.
Da vi forsøger at finde vores siddepladser i den nybyggede arena kommer mit navneforslag pludselig et skridt tættere på sandheden. Jeg passerer to letpåklædte cow girls i alt for stramtsiddende denim, og de gør opmærksom på, at der til aftenens kamp er countrytema med dertilhørende højlydte countryhymner ved samtlige spilstop. Da dommerens fløjte for første gang lyder, udløses countryalarmen, og ud strømmer den mest bizarre sangtekst: It's where I drank my first beer, it's where I first saw Jesus. Den mærkelige kombination af øl og jesus giver mig en mystisk fornemmelse af væmmelse, men da den første budweiser dåseøl finder vej ned gennem mit svælg, er det som om, at ordene pludselig giver mening.
Da kampen begynder viser det sig hurtigt at være en meget ujævnbyrdig kamp med hjemmeholdet i total dominans. Efter 1. periode er stillingen 4-0! Da den spillemæssige spænding udebliver, skal pausen bruges til at underholde de gabende fans. Storskærmen tændes, og et billede af et stort hjerte med en kvindelig og en mandlig hockeyfan indeni vises til stor jubel for tilskuerne. Amerikanske kys bliver uddelt blandt diverse hockey-moms og farmer-dads, men da kameralinsen finder vej til en fedladen amerikansk mand og hans kæreste, vælger den finurlige ungkarl i stedet at kysse sin bud-light til stor forbløffelse fra hans forventningsfulde kæreste. Den humoristiske handling fremkalder heller ingen positiv respons fra de mange forargede fans, og der slukkes øjeblikkeligt for ”the kiss cam”. 2. periode begynder kort efter. Nu ser vi hockey, og så snakker vi ikke mere om det! I 2. periode fortsætter hjemmeholdet sin dominans og udbygger deres føring med yderligere to mål, så stillingen nu er 6-0. Tilskuerne virker tilfredse med resultatet og det gode spil, men der mangler noget ekstraordinært for at det absolutte klimaks kan nås.
I 3. periode kommer tilskuerne så til gengæld op af sæderne. Den unge back Tom McCarthy (http://www.fargoforce.com/gallery/detail.asp?catID=38&galleryID=621) har igennem hele kampen haft flere intense dueller med modstanderholdets nummer 22. Pludselig bliver det for meget for de to, og de smider handsker og hjelm samtidig, som et tegn på at der nu skal uddeles flere. Reglerne siger, at dommerne først kan bryde ind, når den første mand rammer isen, og derfor udvikler hockeykampen sig nu til en langvarig boksekamp mellem to sværvægtsboksere. Tilskuerne er ælde vilde, og et samlet kor inkluderende børn ned til 5-års alderen råber ”fight, fight, fight” indtil det første slag havner i synet på udeholdets contender. Han er tydeligvis rystet og giver tegn til hans modstander om, at de bør stoppe nævnekampen øjeblikkeligt. Hjemmeholdets oppustede unghane er imidlertidig uenig, og med et kraftfuld skub sender han sin modstander mod den massive is. Som en sejrende gladiator modtager Tom McCarthy hjemmepublikummets hyldest, og med løftet hoved skøjter han mod straffeboksen for at afsone sin velfortjente straf. På isen bliver den taberdømte spiller liggende i 10 lange minutter, inden han til slut bliver kørt fra banen liggende på en båre.
Hvis en duel som denne havde fundet sted i en dansk fodboldkamp ville det have resulteret i en gigantisk karantænedom, men her hersker andre regler. 2 minutter senere er McCarthy igen at finde på isen.
Hjemmeholdet ender med en samlet 8-1 sejr, og tilskuerne går tilfredse mod arenaens udgang. De fik hvad de kom for: øl, nævekamp og countrymusik.
Jeppe Hedegaard
lørdag den 14. marts 2009
onsdag den 4. marts 2009
6-word-short-story!
6-word-short-story har nu fundet vej til Den Forpulede blog. Så store forfattere som Ernest Hemmingway har tidligere opnået store resultater inden for genren, og nu forsøger den store lyrikker, Rasmus Staghøj, sig i dette golde univers.
Tørrede fisk hænger aldrig til tørre!
Rasmus Staghøj
Tørrede fisk hænger aldrig til tørre!
Rasmus Staghøj
The Freak Show
Egoisternes holdeplads
Foran os ligger en ældre campusbygning. I en slags amerikansk puritansk stil skiller bygningen sig ud fra de resterende nymoderne kolosser. Vi entrer et ældre klasselokale på tredje sal og er klar til at påbegynde vores første time. Den opstillede hestesko giver indtrykket af kreativitet og løssluppenhed, men ved det første øjekast mod vores nye medstuderende brister drømmen om et innovativt og frit fællesskab. De studerendes beklædning henleder tankerne på en dansk landsbysamling fra 30’erne og domineres af kolde og udtryksløse farver. En kvindelig medstuderende har haft lange overvejelser angående dagens uniform og er endt op i en lortebrun sweater og et par sorte hornbriller, mens sidekvinden supplerer smukt med en mintgrå løstsiddende t-shirt og et par kommunebrune hinkesten. De to konverserer, og jeg gør mig straks tanker om en festlig fredag aften, hvor højdepunktet, efter en timelang to-mands-kabale, er brillebytning. Latteren vækkes hos de to over pludselig at have den anden persons briller på, og der skåles i alkoholfri tranebærcider.
Virkeligheden melder sig, da jeg blændes af et par kridhvide månestøvler tilhørende klassens højeste kvinde. Hun sidder overfor iført vanlig NDSU mundering bestående af forvasket denim, som oppiftets af en højtidelig lyseblå sweater.
Den kvindelige lærer tager nu ordet, og hun udnævner straks to af hendes tidligere elever som magasinets nye editors. Med denne udnævnelse starter ræset om titlerne. Selvom magasinet knapt nok er påbegyndt, kræver en af eleverne, at hun øjeblikkeligt bliver udnævnt til key account proof reader for magasinet. Den forbavsede lærer forsøger at forklare, at der ikke er noget materiale at gennemlæse før starten af april måned, men der er ikke noget at stille op. Kravet er ultimativt for den studerendes deltagelse i klassen, og det står ikke til diskussion. Derudover kræver den stædige amerikaner, at hun får en assistent, og dette krav bliver ligeledes accepteret, da veninden udnævnes til key account proof reader assistant. Der er stadig en time tilbage af dagens lektion, men det lader ikke til at bekymre det nyudnævnte makkerpar, Bush og Cheney. Med en stolt attitude spadserer den nyudnævnt leder og hendes assistent mod lokalets udgang med beskeden om, at de i den kommende uge arbejder hjemmefra.
De resterende chokerede elever bliver nu inddelt i grupper, og Rasmus og jeg selv ender i non-fiction gruppen. En hurtig brainstorm munder ud i store tanker om en intern web-hjemmeside, men efter et mislykkes forsøg på at kode hjemmesiden i PDF-filer beslutter vi os for at ligge ideen på hylden for en stund. I stedet beslutter vi os for at udarbejde en avanceret organisationsstruktur for gruppen. Det står hurtigt klart, at jeg selv skal indtage rollen som gruppens CEO, mens Rasmus rolle medfører flere kvaler. Han kræver trådløs firmatelefon og en lang række andre goder, men til slut ender han dog med at acceptere et tilbud, som giver ham 4 guest passes til det velansete dining center samt muligheden for at arbejde hjemmefra i særlige tilfælde.
Pga. den pinlige it-start føler vi os nødsaget til at indlede et samarbejde med en ekstern it-konsulent. En anden af klassens grupper har fået til ansvar at oprette magasinets nye hjemmeside. En ærkeamerikansk, pubertær dreng melder sig frivilligt til at være gruppens leder med henvisning til hans overlegne computerevner. En anden af gruppens medlemmer, den talentfulde, danske apple-guru Philip Franz Bela Hoyos sætter dog spørgsmålstegn ved chefens egentlige kunnen efter at have opdaget, at hans primære it-kilde er bogen ”hTML for dummies”. Efter en længere snak gruppens medlemmer i mellem bliver konklusionen i stedet, at Philip pr. dags dato overtager chefstillingen i gruppen. Den afsatte chef bliver nu degraderet til at indsætte tekst på hjemmesiden. Heller ikke dette mestrer han, og da han oven i købet forpester gruppen med en konstant brummen, nynnen og fløjten udviser Philip interesse i at komme væk fra gruppen for en stund. Dette udnytter non-fiction gruppen til at outsouce deres it-opgaver ved at ansætte Philip på en funktionærkontrakt, og gruppen står nu stærkere rustet end aldrig før.
Foran os ligger en ældre campusbygning. I en slags amerikansk puritansk stil skiller bygningen sig ud fra de resterende nymoderne kolosser. Vi entrer et ældre klasselokale på tredje sal og er klar til at påbegynde vores første time. Den opstillede hestesko giver indtrykket af kreativitet og løssluppenhed, men ved det første øjekast mod vores nye medstuderende brister drømmen om et innovativt og frit fællesskab. De studerendes beklædning henleder tankerne på en dansk landsbysamling fra 30’erne og domineres af kolde og udtryksløse farver. En kvindelig medstuderende har haft lange overvejelser angående dagens uniform og er endt op i en lortebrun sweater og et par sorte hornbriller, mens sidekvinden supplerer smukt med en mintgrå løstsiddende t-shirt og et par kommunebrune hinkesten. De to konverserer, og jeg gør mig straks tanker om en festlig fredag aften, hvor højdepunktet, efter en timelang to-mands-kabale, er brillebytning. Latteren vækkes hos de to over pludselig at have den anden persons briller på, og der skåles i alkoholfri tranebærcider.
Virkeligheden melder sig, da jeg blændes af et par kridhvide månestøvler tilhørende klassens højeste kvinde. Hun sidder overfor iført vanlig NDSU mundering bestående af forvasket denim, som oppiftets af en højtidelig lyseblå sweater.
Den kvindelige lærer tager nu ordet, og hun udnævner straks to af hendes tidligere elever som magasinets nye editors. Med denne udnævnelse starter ræset om titlerne. Selvom magasinet knapt nok er påbegyndt, kræver en af eleverne, at hun øjeblikkeligt bliver udnævnt til key account proof reader for magasinet. Den forbavsede lærer forsøger at forklare, at der ikke er noget materiale at gennemlæse før starten af april måned, men der er ikke noget at stille op. Kravet er ultimativt for den studerendes deltagelse i klassen, og det står ikke til diskussion. Derudover kræver den stædige amerikaner, at hun får en assistent, og dette krav bliver ligeledes accepteret, da veninden udnævnes til key account proof reader assistant. Der er stadig en time tilbage af dagens lektion, men det lader ikke til at bekymre det nyudnævnte makkerpar, Bush og Cheney. Med en stolt attitude spadserer den nyudnævnt leder og hendes assistent mod lokalets udgang med beskeden om, at de i den kommende uge arbejder hjemmefra.
De resterende chokerede elever bliver nu inddelt i grupper, og Rasmus og jeg selv ender i non-fiction gruppen. En hurtig brainstorm munder ud i store tanker om en intern web-hjemmeside, men efter et mislykkes forsøg på at kode hjemmesiden i PDF-filer beslutter vi os for at ligge ideen på hylden for en stund. I stedet beslutter vi os for at udarbejde en avanceret organisationsstruktur for gruppen. Det står hurtigt klart, at jeg selv skal indtage rollen som gruppens CEO, mens Rasmus rolle medfører flere kvaler. Han kræver trådløs firmatelefon og en lang række andre goder, men til slut ender han dog med at acceptere et tilbud, som giver ham 4 guest passes til det velansete dining center samt muligheden for at arbejde hjemmefra i særlige tilfælde.
Pga. den pinlige it-start føler vi os nødsaget til at indlede et samarbejde med en ekstern it-konsulent. En anden af klassens grupper har fået til ansvar at oprette magasinets nye hjemmeside. En ærkeamerikansk, pubertær dreng melder sig frivilligt til at være gruppens leder med henvisning til hans overlegne computerevner. En anden af gruppens medlemmer, den talentfulde, danske apple-guru Philip Franz Bela Hoyos sætter dog spørgsmålstegn ved chefens egentlige kunnen efter at have opdaget, at hans primære it-kilde er bogen ”hTML for dummies”. Efter en længere snak gruppens medlemmer i mellem bliver konklusionen i stedet, at Philip pr. dags dato overtager chefstillingen i gruppen. Den afsatte chef bliver nu degraderet til at indsætte tekst på hjemmesiden. Heller ikke dette mestrer han, og da han oven i købet forpester gruppen med en konstant brummen, nynnen og fløjten udviser Philip interesse i at komme væk fra gruppen for en stund. Dette udnytter non-fiction gruppen til at outsouce deres it-opgaver ved at ansætte Philip på en funktionærkontrakt, og gruppen står nu stærkere rustet end aldrig før.
Jeppe Hedegaard og Rasmus Staghøj
Abonner på:
Opslag (Atom)