Hockeyaften i hockeystat!

Det er i fredag aften i Fargo. Grundet forfærdelige minusgrader i omegnen af 25 er veje og fortov dækket af et spejlglat islag, som dagen igennem har ført til klukkende amerikanere grundet tonsvis af flyvende udvekslingsstuderende i alt for sommerorienteret fodtøj. På en dag som denne føles det aldeles oplagt at gøre sit første bekendtskab med polarstatens absolut mest populære sport: ishockey. Under køreturen mod hockeyarenaen i den vestlige del af byen forsøger jeg at få styr på mine forventninger til aftenens kamp. Jeg har meget få hockeyerfaringer fra hjembyen Aalborg, men jeg erindrer dog en våd hockeyaften i den ældgamle skøjtehal, hvor øl og landmandsnavne som Ronni, Åke og Heinz fløj igennem luften, og hvor det gennemsnitlige intelligensniveau kunne måles på richterskalaen.

Til aftenens kamp skal det lokale ungdomshold, Fargo Force, forsøge at forsvare sin førerposition i den nationale ungdomsliga. Holdet er spritnyt og består af brunstige unge mænd i alderen 16-18 år. Navnet Fargo Force opstod i en radiokonkurrence, hvor stationens lyttere blev bedt om at komme med ideer til det nye holds navn, og lytteren med det bedste navnforslag blev tildelt sæsonkort til holdets hjemmekampe. Fargo Force!! Efter en fem minutters brainstorm har jeg allerede kommet på et langt bedre og mere sigende navn: Fargo Farmers. North Dakota er da indbegrebet af en landmandsstat, og set i lyset af min opfattelse af en hockeyfan som en brunstig landmand med en øl og en hotdog i hver hånd mener jeg, at navnet råder over en vis sandhed.

Da vi forsøger at finde vores siddepladser i den nybyggede arena kommer mit navneforslag pludselig et skridt tættere på sandheden. Jeg passerer to letpåklædte cow girls i alt for stramtsiddende denim, og de gør opmærksom på, at der til aftenens kamp er countrytema med dertilhørende højlydte countryhymner ved samtlige spilstop. Da dommerens fløjte for første gang lyder, udløses countryalarmen, og ud strømmer den mest bizarre sangtekst: It's where I drank my first beer, it's where I first saw Jesus. Den mærkelige kombination af øl og jesus giver mig en mystisk fornemmelse af væmmelse, men da den første budweiser dåseøl finder vej ned gennem mit svælg, er det som om, at ordene pludselig giver mening.

Da kampen begynder viser det sig hurtigt at være en meget ujævnbyrdig kamp med hjemmeholdet i total dominans. Efter 1. periode er stillingen 4-0! Da den spillemæssige spænding udebliver, skal pausen bruges til at underholde de gabende fans. Storskærmen tændes, og et billede af et stort hjerte med en kvindelig og en mandlig hockeyfan indeni vises til stor jubel for tilskuerne. Amerikanske kys bliver uddelt blandt diverse hockey-moms og farmer-dads, men da kameralinsen finder vej til en fedladen amerikansk mand og hans kæreste, vælger den finurlige ungkarl i stedet at kysse sin bud-light til stor forbløffelse fra hans forventningsfulde kæreste. Den humoristiske handling fremkalder heller ingen positiv respons fra de mange forargede fans, og der slukkes øjeblikkeligt for ”the kiss cam”. 2. periode begynder kort efter. Nu ser vi hockey, og så snakker vi ikke mere om det! I 2. periode fortsætter hjemmeholdet sin dominans og udbygger deres føring med yderligere to mål, så stillingen nu er 6-0. Tilskuerne virker tilfredse med resultatet og det gode spil, men der mangler noget ekstraordinært for at det absolutte klimaks kan nås.

I 3. periode kommer tilskuerne så til gengæld op af sæderne. Den unge back Tom McCarthy (http://www.fargoforce.com/gallery/detail.asp?catID=38&galleryID=621) har igennem hele kampen haft flere intense dueller med modstanderholdets nummer 22. Pludselig bliver det for meget for de to, og de smider handsker og hjelm samtidig, som et tegn på at der nu skal uddeles flere. Reglerne siger, at dommerne først kan bryde ind, når den første mand rammer isen, og derfor udvikler hockeykampen sig nu til en langvarig boksekamp mellem to sværvægtsboksere. Tilskuerne er ælde vilde, og et samlet kor inkluderende børn ned til 5-års alderen råber ”fight, fight, fight” indtil det første slag havner i synet på udeholdets contender. Han er tydeligvis rystet og giver tegn til hans modstander om, at de bør stoppe nævnekampen øjeblikkeligt. Hjemmeholdets oppustede unghane er imidlertidig uenig, og med et kraftfuld skub sender han sin modstander mod den massive is. Som en sejrende gladiator modtager Tom McCarthy hjemmepublikummets hyldest, og med løftet hoved skøjter han mod straffeboksen for at afsone sin velfortjente straf. På isen bliver den taberdømte spiller liggende i 10 lange minutter, inden han til slut bliver kørt fra banen liggende på en båre.
Hvis en duel som denne havde fundet sted i en dansk fodboldkamp ville det have resulteret i en gigantisk karantænedom, men her hersker andre regler. 2 minutter senere er McCarthy igen at finde på isen.

Hjemmeholdet ender med en samlet 8-1 sejr, og tilskuerne går tilfredse mod arenaens udgang. De fik hvad de kom for: øl, nævekamp og countrymusik.

Jeppe Hedegaard