Foran os ligger en ældre campusbygning. I en slags amerikansk puritansk stil skiller bygningen sig ud fra de resterende nymoderne kolosser. Vi entrer et ældre klasselokale på tredje sal og er klar til at påbegynde vores første time. Den opstillede hestesko giver indtrykket af kreativitet og løssluppenhed, men ved det første øjekast mod vores nye medstuderende brister drømmen om et innovativt og frit fællesskab. De studerendes beklædning henleder tankerne på en dansk landsbysamling fra 30’erne og domineres af kolde og udtryksløse farver. En kvindelig medstuderende har haft lange overvejelser angående dagens uniform og er endt op i en lortebrun sweater og et par sorte hornbriller, mens sidekvinden supplerer smukt med en mintgrå løstsiddende t-shirt og et par kommunebrune hinkesten. De to konverserer, og jeg gør mig straks tanker om en festlig fredag aften, hvor højdepunktet, efter en timelang to-mands-kabale, er brillebytning. Latteren vækkes hos de to over pludselig at have den anden persons briller på, og der skåles i alkoholfri tranebærcider.
Virkeligheden melder sig, da jeg blændes af et par kridhvide månestøvler tilhørende klassens højeste kvinde. Hun sidder overfor iført vanlig NDSU mundering bestående af forvasket denim, som oppiftets af en højtidelig lyseblå sweater.
Den kvindelige lærer tager nu ordet, og hun udnævner straks to af hendes tidligere elever som magasinets nye editors. Med denne udnævnelse starter ræset om titlerne. Selvom magasinet knapt nok er påbegyndt, kræver en af eleverne, at hun øjeblikkeligt bliver udnævnt til key account proof reader for magasinet. Den forbavsede lærer forsøger at forklare, at der ikke er noget materiale at gennemlæse før starten af april måned, men der er ikke noget at stille op. Kravet er ultimativt for den studerendes deltagelse i klassen, og det står ikke til diskussion. Derudover kræver den stædige amerikaner, at hun får en assistent, og dette krav bliver ligeledes accepteret, da veninden udnævnes til key account proof reader assistant. Der er stadig en time tilbage af dagens lektion, men det lader ikke til at bekymre det nyudnævnte makkerpar, Bush og Cheney. Med en stolt attitude spadserer den nyudnævnt leder og hendes assistent mod lokalets udgang med beskeden om, at de i den kommende uge arbejder hjemmefra.
De resterende chokerede elever bliver nu inddelt i grupper, og Rasmus og jeg selv ender i non-fiction gruppen. En hurtig brainstorm munder ud i store tanker om en intern web-hjemmeside, men efter et mislykkes forsøg på at kode hjemmesiden i PDF-filer beslutter vi os for at ligge ideen på hylden for en stund. I stedet beslutter vi os for at udarbejde en avanceret organisationsstruktur for gruppen. Det står hurtigt klart, at jeg selv skal indtage rollen som gruppens CEO, mens Rasmus rolle medfører flere kvaler. Han kræver trådløs firmatelefon og en lang række andre goder, men til slut ender han dog med at acceptere et tilbud, som giver ham 4 guest passes til det velansete dining center samt muligheden for at arbejde hjemmefra i særlige tilfælde.
Pga. den pinlige it-start føler vi os nødsaget til at indlede et samarbejde med en ekstern it-konsulent. En anden af klassens grupper har fået til ansvar at oprette magasinets nye hjemmeside. En ærkeamerikansk, pubertær dreng melder sig frivilligt til at være gruppens leder med henvisning til hans overlegne computerevner. En anden af gruppens medlemmer, den talentfulde, danske apple-guru Philip Franz Bela Hoyos sætter dog spørgsmålstegn ved chefens egentlige kunnen efter at have opdaget, at hans primære it-kilde er bogen ”hTML for dummies”. Efter en længere snak gruppens medlemmer i mellem bliver konklusionen i stedet, at Philip pr. dags dato overtager chefstillingen i gruppen. Den afsatte chef bliver nu degraderet til at indsætte tekst på hjemmesiden. Heller ikke dette mestrer han, og da han oven i købet forpester gruppen med en konstant brummen, nynnen og fløjten udviser Philip interesse i at komme væk fra gruppen for en stund. Dette udnytter non-fiction gruppen til at outsouce deres it-opgaver ved at ansætte Philip på en funktionærkontrakt, og gruppen står nu stærkere rustet end aldrig før.
Jeppe Hedegaard og Rasmus Staghøj
Ingen kommentarer:
Send en kommentar