Sårbar og blottet kastes jeg fortumlet ind i Cement-labyrinten
Min nøgne krop splintres mod den ubarmhjertige golde beton.
Forvirring. Hober af harske hornbriller håner de unge kid.
Kyniske, men pligtopfyldende parketgulve danner rammen om kaos.
Galskab. Bunker af hør udgør min fæstnings vold.
Elektroniske drømme brister i takt med sjælens kvaler.
En ung kavaler vejer morgenluft.
En stedforvirret stær letter mod den industrifarvede himmel
Forår er på vej.
Michael Wibe
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar