En himmelsk dag i Fargo!

Det er en af de dage hvor alt går op i en højere enhed. En af de dage hvor det er knæhøj karse at befinde sig i Fargo. Jeg står op kl. 10 og går ned mod dining center, en slags middelmådig kantine, som formår at leve op til alle amerikanske standarder ved at tilbyde mad med en gennemsnitlig fedtprocent i omegnen af 50 og med ost som det gennemgående tema i alle retterne.

Dagens første gode oplevelse kommer i hus, da jeg entrer kantinens indgang og læser skiltet med dagens færdigretter: French Toast (en slags pandekage) med sirup til morgenmad. Langs kantinens borde sidder tykke amerikanere og lapper deres sirupbefængte pandekager i sig, og jeg slutter mig til flokken i en smuk hyldest til den amerikanske madkultur. I kantinen kommer endnu en kulturel forskel til syne. Amerikanerne ligner mest af alt en fodboldklub på udebanetur. Iført sweat pans, sweat shirt og kondisko er de studerende klædt på til endnu en skoledag. Kun en enkelt kvinde skiller sig ud fra mængden. Hvad der først fremstår som en fit, mandhaftig rocktøs viser sig at være en overvægtig anarkist. Ved at presse sin overkrop ned i et korset og dernæst iføre sig en heavy metal t-shirt har hun formået at skille sig ud fra alle sine landsmand. Med tanken om en stærkt belastet ryg og en indsnævret talje, spankulerer jeg mod kantinens udgang.

Dagens andet tegn på, at det er en helt speciel dag kommer en time senere. Efter en time med Media Planning på programmet fører min tørst mig mod en af de utallige sodavandsmaskiner, som står opstillet på campus. Jeg er i humør til en sprite og for at aflæse produktets pris trykker jeg på knappen ud for sprite-mærkatet. Men i det samme høres en rumlende lyd og en halv liter sprite kurer ned af rampen og ligger sig for mine fødder. Jeg kigger først rundt, men der er ingen i nærheden. Så kigger jeg i stedet mod himlen. Måske har amerikanernes tro alligevel ført til noget godt. Herre jemini! Den må være god nok. Det er en af de dage, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeppe Hedegaard